Bryghusgrunden er omkranset af Vester Voldgade, Indre Bys havnefront, Frederiksholms Kanal og Bryghusgade med den fredede Materialgaard. Siden starten af 1960’erne har Bryghusgrunden været udlagt som beplantet legeplads og interimistisk parkeringsområde, alt imens den ene arkitektkonkurrence efter den anden har været udskrevet, men hvor resultaterne altid er blevet forkastet med henvisning til områdets enestående landskabs- og bygningsarkitektoniske karakter.

For nylig blev seneste tiltag i Bryghusgrundens lange odyssé indledt, idet Ørestadsselskabet, der havde overtaget grunden fra Københavns kommune nogle år forinden, meddelte, at man havde solgt arealet til Fonden Realdania’s datterselskab Realea A/S. I sælgers såvel som i købers offentliggørelse af salget blev det meddelt, at Realdania/Realea ville opføre et stort byggeri af, som det hed sig, ”høj arkitektonisk kvalitet,” med henblik på at huse Dansk Arkitekturcenter (DAC), der i dag har til huse i det enestående Gammel Dok på Christianshavn, samt en café og en boghandel. Derudover skulle byggeriet angiveligt huse boliger og kontorer (i øvrigt i modstrid med gældende lokalplan), hvori Fonden Realdania ser sit fremtidige hovedkvarter skyde op. Man kan ikke undgå at få den tanke, at idéen om at flytte DAC til Bryghusgrunden, der er formelt er udlagt til ”offentlige formål, er et skalkeskjul for denne private fonds ønske om at placere sig selv på Indre Bys bedste grund.

Salget og ikke mindst planen om at bygge stort og helt ud over havnefronten kan ikke komme bag på de borgere i Indre By, der har fulgt Bryghusgrundens omtumlede tilværelse siden den første arkitektkonkurrence blev udskrevet i 1941. Det der imidlertid kan overraske, bekymre og på grå efterårsdage måske ligefrem føre til depression på hovedstadens vegne, er Københavns kommunes og dens politikeres lave ambitionsniveau, når det kommer til bevarelse og nænsom udvikling af Indre Bys Bryghusgrund ved Frederiksholms havnefront. Inden vi præsenterer læseren for et forslag til Bryghusgrundens uigenkaldelige overdragelse til Indre Bys og hovedstadens borgere vil en kort gennemgang af tidligere ideer til Bryghusgrundens anvendelse være på sin plads; ikke fordi de er kuriøse, men fordi de netop vil bibringe rationalet for det beskrevne forslag nedenfor.

Så langt tilbage som i 1883 blev det diskuteret, hvorvidt hele det bevaringsværdige område, Materialgårdene og Hestgardekasernen, vest for Bryghusgrunden skulle jævnes med jorden for at give plads til det nye Kgl. Bibliotek. Med den begrundelse, at det ville være en skandale at lægge dette åndens hus klods op ad Bryghuset, blev disse planer forpurret. Bryghuset ophørte med at fungere som bryghus allerede i 1929. Siden hen blev det anvendt som almindeligt pakhus.

Men i 1941 udskrev ejeren af grunden en arkitektkonkurrence. Der indkom ikke mindre end 74 projektforslag. Mest markant fra denne tidlige konkurrence er, at den er et forvarsel om senere tiders højhusdiskussioner i København. Vinderprojektet var nemlig en 12 etagers bygning, der i vore dages terminologi ville blive betegnet som ghettobyggeri. Dommerkomiteen afviste imidlertid alle forslag, fordi de ikke var Bryghusgrundens prægtige beliggenhed værdig.

I 1953 fremkom endnu et bud på Bryghusgrundens udnyttelse. Det foreslog, som i 1883, nedrivning af de fleste fredede bygninger og en udvidelse af den allerede opførte såkaldte Postgirobygning, der i dag står som en skamplet på Frederiksholm.

Først i 1967 kom Frederiksholm og Bryghusgrunden atter for alvor i byens og borgernes søgelys. Nu var Kongens Bryghus nedbrændt og staten havde overtaget grunden. Man udskrev nu atter en konkurrence. Konkurrencen byggede nu på en meget ambitiøs plan, idet man – i tidens naive arkitektoniske strømning – gav hele området mellem havnefronten og Ny Vestergade frit (dvs. op til Nationalmuseet). Planen lød på bygning af kontorer til centraladministrationen og opførelse af et nyt udenrigsministerium på Bryghusgrunden, dog med bevarelse af facaderne i Frederiksholms Kanal. Der indkom 27 forslag. Men også denne konkurrence forblev resultatløs. I 1972 blev et nyt udenrigsministerium som bekendt bygget på Christianshavn, hvorfor stilheden atter udbredte sine beskyttende vinger over Bryghusgrunden – men kun for en stund.

I 1973 forsøgte man sig nemlig igen…! Men denne gang med noget helt nyt!

Denne gang var der ikke tale om en arkitektkonkurrence, men om et privat initiativ anført af Carlsbergs daværende direktør A. W. Nielsen, der senere fungerede som økonomisk rådgiver for Dronningen. Han anmodede vinderne af 1967-konkurrencen, Ole og Edith Nørgaard, om at være behjælpelige. Opgaven lød: Udarbejd en plan til et grønt rekreativt område for denne prægtige lokalitet i det gamle København. Og det gjorde de så. Arkitekternes forslag frilagde den smukke og velproportionerede kommandantbolig i Bryghusgade ved at skabe et lille havneanlæg netop der, hvor Kongens Bryghus havde haft sit fundament. Mod Vester Voldgade skulle indrettes et grønt legeområde med soppebassin. Mod Bryghusgade skulle anlægges en forsænket opholdhave. På  Bryghusgrundens nordvestlige hjørne, hvor Frederiksholms Kanal og Bryghusgade mødes, skulle konstrueres en slags bastion, der skulle fungere som et rekreativt udsigtspunkt mod dette enestående by- og landskabsarkitektoniske byrum i Indre By.

Der var med dette projektforslag tale om en Bryghusplan, der ville bevare og samtidig udvikle og i praksis og på værdig vis færdiggøre Frederiksholm-kvarteret knapt 350 år efter kvarterets anlæggelse i forbindelse med Vestervolds forlængelse ud i Kalvebodbugten med bastionerne Gyldenløve, Schack og Rysensteen i 1662. Nørgaard-arkitekternes projekt ville gavne lokalsamfundet, bylandskabet og almenheden. Og det ville have opbakning i lokalmiljøet.

Heller ikke denne smukke idé blev realiseret. Men forslaget var imidlertid så genialt, at det nu igen – 32 år efter dets udarbejdelse – bør gengives som inspiration til den fremtidige udnyttelse af Bryghusgrunden.

I 1985, 25 år efter den fatale brand i Bryghuset, blev det fastslået i Københavns forslag til en samlet kommuneplan, at Bryghusgrunden skal bevares som grønt område.

Men planer er kun planer indtil andre planer lanceres. Endnu en arkitektkonkurrence om et musikhus blev udskrevet. Da Henning Larsen var blevet udråbt som vinder i 1994, kritiserede han – storsindet og visionært - at Bryghusgrundens lidenhed i forhold til dens udtænkte anvendelse var så voldsomt, at planerne for hans eget og andres musikhuse på Bryghusgrunden blev skrinlagt. Siden hen er Bryghusgrunden  jævnligt blevet inddraget i forbindelse med nye byudviklingstiltag. Forslag om et nyt kommunebibliotek, et nyt bymuseum og meget andet er imidlertid blevet skudt ned lige så hurtigt som de er blevet formuleret.

Det er ikke en tilfældighed, at de sidste godt 120 års kampe om at få lov til at bygge nyt på Bryghusgrunden, er endt resultatløse. Modstanden mod ny bebyggelse på denne prægtige og byhistoriske, arkitekturhistoriske og kulturhistoriske perle i et generelt markant velbevaret indre København er ikke blot endnu en kæp sat i byudviklingens hjul. Det er ganske enkelt Indre Bys eget immunforsvar, der er på stikkerne over for udefrakommende dårligdomme og immunforsvarsnedbrydende fremmedelementer. Bryghusgrundens og Frederiksholms unikke karakter er, som dommerkomiteerne gennem de sidste godt 120 år har måttet erkende, så følsom, at hele Indre Bys integritet er i spil. Ganske enkelt vil ethvert byggeri på Bryghusgrunden virke kompromitterende for det særprægede miljø. Som Steen Eiler Rasmussen, en af Danmarks mest markante og artikulerede arkitekter i nyere tid altid sagde ifølge legenden ved afslutningen af sine forelæsninger som professor ved Kunstakademiets Arkitektskole: ”I øvrigt mener jeg, at postgirohuset på Frederiksholm skal nedrives” – det eneste såkaldte moderne byggeri, der har formået at snige sig ind på Frederiksholm og med beskæmmende konsekvenser.

Der er derfor grund til at se med den allerstørste skepsis på Fonden Realdanias og datterselskabet Realea A/S’ bestræbelser på at komme til at bygge på Bryghusgrunden. Bortset fra den kendsgerning, at lokalplanen for Christians Brygge, det område hvorpå Bryghusgrunden ligger, skal ændres og vedtages i Borgerrepræsentationen, så er det interessant at hvile lidt ved de kriterier Fonden Realdania selv benytter ved tildeling af midler til nybyggeri og byudvikling. Blot et par eksempler fra Fondens egen hjemmeside: Der skal være opbakning i lokalmiljøet! Det skal fremgå helt klart, hvordan projektet kan gavne lokalsamfundet, landskabet og almenheden! Der skal være generel interesse for, at projektet bliver gennemført, og der skal være generel opbakning! Sidst men ikke mindst skal projektet komme almenvellet til gavn! Vi kender ikke Realdanias og Realea A/S’ byggeri. Men uanset hvilket byggeri man måtte beslutte sig for på baggrund af endnu en arkitektkonkurrence, da vil det efter alt at dømme være givet på forhånd, at det ikke vil kunne leve op til Realdanias egne kriterier for tildeling af støtte eller for den sags skyld Bryghusgrundens prægtige placering og følsomme karakter.

”En by er blød som en krop”, skrev Inger Christensen i sin digtsamling ”DET” i 1969. Der kan puffes hist og trykkes pist. Og de smukke ansigtstræk og karakteristiske former kan forulempes her og der. Kroppen vil leve videre. Men puffes og trykkes der for meget og kompromitteres kroppens ånd og integritet, da vil den kun kunne leve videre med et ar på sjælen. Bryghusgrunden er som den krop Inger Christensen digtede om. De sidste 120 års konkrete forslag til bebyggelse på Bryghusgrunden ville, hvis realiseret, have givet Indre Bys smukke krop et fatalt ar – ikke blot på et sted uden for almenhedens åsyn, men på Indre Bys mest fine ansigtstræk.

Konsekvensen, der må drages af historien om Bryghusgrundens odyssé på oprørt hav, er i realiteten meget enkel. Ser man bort fra Ørestadsselskabets behov for at pynte på sine regnskaber, hvilket må betragtes som et helt igennem il-legitimt forehavende, når der er tale om bevarelse af Københavns Indre Bys integritet, da har de hundredvis af forslag til bebyggelse af Bryghusgrunden vist, at Bryghusgrunden ikke skal bebygges, men udlægges; udlægges til det daværende direktør for Carlsberg, A. W. Nielsen på eget velfunderede initiativ kaldte ”et grønt område,” som efterfølgende blev indføjet i den samlede kommuneplan i 1985.

Eneste tilbageværende spørgsmål vedrørende Bryghusgrundens endelige skæbne bør derfor alene være: Hvilket grønt område?

Tillad os afslutningsvist at skitsere, hvordan Indre By kunne anlægge det nye århundredes, ja, det nye årtusindes offentlige anlæg, der dels ville leve op til de rimelige, skitserede kriterier, der indgår i Realdanias egen fondsbehandling og –praksis, og som derudover ville inddrage Indre Bys lange historiske bybevaringsbestræbelser, Frederiksholms i international målestok helt unikke og prægtige karakter langs Frederiksholms Kanal, havnefrontens enestående byrum og københavnernes, herunder ikke mindst de mange børnefamiliers, store behov for rekreative frirum. Og sidst men ikke mindst Bryghusgrundens samspil med dels Søren Kierkegaards Plads på den anden side af Frederiksholms Kanal med blandt andet Christian d. IV’s Pakhus (tidligere bryghus) og Det kgl. Biblioteks udbygning, Den sorte Diamant, og dels med Daniscos ”pakhus”-hovedsæde på den modsatte side af det smalle havneløb. Bryghusgrundens skæbne er blevet ikke at skulle spille op til sine omgivelser, men derimod at holde sammen på mange historiske epokers vellykkede bestræbelser på at bibeholde Indre Bys karakter og æstetiske integritet.

Arkitekterne Nørgaards forslag fra 1973 (se beskrivelsen ovenfor) er et glimrende udgangspunkt, der formår at fange Frederiksholms og Bryghusgrundens inderste karakter. Kombinationen af frilæggelse af Bryghusgadens lange, lave, okkergule og fredede kommandantbygning ved at anlægge et beskedent havneanlæg, dér, hvor Kongens Bryghus stod, er genial. Forslaget om legeområde, evt. med anlæggelse af soppebassin og forslaget om en forsænket opholdshave er enestående tænkt. Anlæggelse af en bastion i gadehøjde på grundens nordvestlige hjørne vil give besøgende et helt unikt view ned ad Frederiksholms kanalmiljø og over mod Christian d. IV’s Pakhus og Søren Kierkegaards Plads. Bedre kan dette ganske enkelt ikke udformes.

Eneste markante ændring i forhold til arkitekterne Nørgaards forslag skyldes, at Bryghusgrunden i dag tillige omfatter selve havnekajsarealet på den anden side af Christians Brygge fra Bryghusgrunden. Dette areal ud mod selve havnen skulle naturligvis inddrages i udarbejdelsen af et endeligt idéoplæg til anlæggelsen af Bryghusanlægget. Udover en korrekt anlagt promenade (evt. med bastionslignende strukturer beskedent udlagt i havneløbet som kunne gives navnene Gyldenløve’s, Schack’s og Rysensteen’s bastioner), så vil inddragelsen af denne side af Christians Brygge helst skulle indebære en løsning på den gennemgående Christian Brygge-vej fra Langebro til Knippelsbro. Dermed ville Bryghusgrunden åbne sig yderligere mod sine unikke omgivelser. Bryghusanlægget som skitseret af Nørgaard-arkitekterne skal derfor udvides i samme stil og ånd til også at dække denne side af Bryghusgrunden. Tillige skulle Vester Voldgade lukkes mellem Bryghusgade og Christians Brygge. Derved ville Bryghusanlægget komme til at dække hele Bryghusarealet og således danne den ideelle ramme for sand bybevaring og –udvikling i samme åndedrag med berettiget og behørig hensyn til hovedstaden, dens indre by, havnefronten, lokalmiljøet og beboerne og deres børn.

Dette forslag vil også kræve en lokalplansændring. Men processen behøver ikke at blive lang og kompliceret, da kommuneplanen fra 1985 som nævnt kan bruges som inspiration. Det op til medlemmerne af Borgerrepræsentationen, hvis spidskandidater under seneste valgkamp alle gjorde sig til talsmænd og –kvinder for København som sund og rekreativ by – også for borgere og deres børn i Indre By.

Der er et sted i Københavns Indre By. Der er et sted i Indre By, der hedder Bryghusgrunden. Det vil der blive ved med at være blot med den lille korrektion, at den fremover vil blive omtalt og kendt som Kongens Bryghushave - hvis altså alle gode kræfter, herunder politikere og kapitalfonde, er deres store ansvar bevidste. Og hvorfor skulle de ikke være det?