Københavns tidligere højt værdsatte stadsarkitekt Otto Käszner gik i Jyllandsposten forleden i kødet på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam med en markant kritik af deres planer om at mase højhuse ned i Metropolzonen og Middelalderbyen (læs Käszners kritik her nedenfor). Men Käszner kritiserer også valget af arkitektonisk rådgiver i form af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas, som han siger bestemt ikke er "tynget af sentimentale følelser over for eksisterende byværdier er han i hvert fald ikke. Hans synspunkter burde ikke stå alene".

Det kommer ikke an på højden
Jyllands-Posten 17 marts 2007, 1 . sektion side 11
Københavns Kommune er ikke interesseret i at diskutere, hvorvidt der skal være højhuse i den såkaldte Metropolzone, men blot hvordan disse højhuse skal se ud, mener kronikøren.

Af Otto Käszner, Arkitekt M.a.a.
I en pressemeddelelse i sidste måned oplyste Københavns Rådhus navnene på de arkitekttegnestuer med tilknyttede tværfaglige eksperter, der er valgt til at udarbejde forslag til den såkaldte Metropolzone.
De udpegede betegner en fin spredning i alder og opgaveområder. Så vidt så godt.
Ingen af de nævnte synes at have erfaring i omkalfatring af større eksisterende byområder. Det behøver dog ikke at være en uoverstigelig hindring, hvis aktørerne griber opgaven an med et åbent sind, hvilket nødvendigvis må indebære overvejelser, om hvorvidt der overhovedet skal indføres højhuse her.
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam (R) inviterer godt nok til åben debat, men ikke mere åben, end at det handler om, hvordan deres præference for højhuse i Metropolzonen kan materialisere sig. Ikke om det betimelige deri eller ej.
Det forekommer tendentiøst, at alene den hollandske arkitekt og byudviklingsideolog Rem Koolhaas medvirker som sparringspartner.

Tab af værdier
For nogle er Koolhaas den moderne byudviklings Messias. Tynget af sentimentale følelser over for eksisterende byværdier er han i hvert fald ikke. Hans synspunkter burde ikke stå alene. Det må have været muligt desuden at indbyde en markant europæisk arkitekt med et andet syn.
Det er egentlig ikke særlig morsomt at optræde som protesterende. Men dette handler om udsigten til tab af store byarkitektoniske værdier - særegne for København - som så ofte påpeget af udenlandske venner af byen. Kvaliteter, som man har solgt ud af i andre byer for i mange tilfælde "at få stene for brød" i stedet. Et sørgeligt tilfælde er London med dens rodede, skæmmende fortætning af city.
Lad os kort se på de givne forhold, og hvad der er på spil:
I kommuneplanen peges på værdien af de historiske byområder som en velbevaret tæt bygningsmasse prydet af en række markante historiske tårne. En friholdelse kun af de historiske byområder er imidlertid for snævert et sigte.
Også de mere end 100-årige vold- og brokvarterer er en væsentlig del af den traditionelle københavnske højdeprofil og må derfor friholdes for højhuse. Det er kvarterer, hvor samfundet med succes og til almindelig tilfredshed har investeret umådelige summer i en bevarende byfornyelse. På grundlag af en politik, som ikke mindst Socialdemokratiet har æren af.

Højde og sammenhæng
Med skabelsen af den moderne storby i "Gründerperioden" ændres der ved byens klassiske højdeprofil. Der kommer nye, høje strukturer til - vandtårne, gas- og elektricitetsværker, kraner og siloer, ikke sjældent smukke bygværker, der fortæller om de private og offentlige bygherrers ambitionsniveau.
Jeg tror, at offentligheden opfatter sådanne bygværker anderledes end høje kontorbygninger og hoteller. Fordi høje kraner, vandtårne, siloer og lignende forekommer mere begrundede, fremkalder de ikke modvilje i samme grad. Og fordi disse strukturer så enkelt udtrykker funktion og fælles formål, værdsættes de ofte som vartegn.
Er det da helt utænkeligt, at højhuse kunne blive et nyt smukt tilskud til byens arkitektoniske udvikling?
Det vil være muligt i den rette sammenhæng, hvilket vil sige, der hvor de kan danne deres eget selvstændige arkitektoniske miljø. Denne mulighed er da også tilgodeset i Københavns kommuneplan i Ørestad og Nordhavn, men der vil stadig være miljøproblemer.
Der findes høje bygværker, som isoleret betragtet er smukke.
Herlev Hospital har store kvaliteter, men kun så længe dets skulpturelle virkning i en diffus forstadsverden ikke antastes af andre højhuse. Denne samme fine virkning havde SAS-hotellet på Vesterbrogade, inden Codan-bygningen og Sheraton kom til.

Vindproblemer
Selv Høje Gladsaxe-bebyggelsen har umiddelbare kvaliteter i dens sammenspil med landskabet. Men her er vi så sandelig fremme ved de store miljømæssige problemer, der opstår omkring højhusbyggeriet. Høje Gladsaxe var den første gang herhjemme, hvor vindproblemer gjorde det åbenbart, at familiebolig og højhuse var en umulig konstellation.
Disse turbulensproblemer ved bygningernes fod vil ikke blive mindre inde i byen. Det er, som om tilhængerne af højhuse i f.eks Metropolzonen glemmer, at vi ikke ligger på breddegrad med Hongkong eller New York, men ret højt oppe på den nordlige halvkugle, hvor det er køligt, dagene er korte, og skyggerne lange i en god del af året.
Som sagt er det ikke særlig morsomt at være den protesterende. Men der synes to tilbøjeligheder i tiden, som umiddelbart foruroliger undertegnede:
Den ene er en begejstringens centrifugalkraft over det økonomiske fremskridt i byen, der har grebet den politiske verden med en retorik hentet lige ud af reklameverdenen. Økonomisk fremskridt er en velsignelse for byens udvikling, når bystyret agerer eftertænksomt. Modsat kan følgerne blive ligeså ulyksalige som i de fattige årtier, da København sled sig igennem skyggernes rige.
Der hviler et særligt ansvar på de indbudte tegnestuer: I al denne politiske eufori må de fastholde det professionelle sigte, som også må indebære overvejelser om Københavns særlige værdier.

Byhaver
Den anden tilbøjelighed er opfattelsen, at betydningsfulde vartegn for fremskridt uomgængeligt må være noget højt.
Der findes højt byggeri, i rette sammenhæng, der er en stor arkitektonisk gevinst for den pågældende storby, men kalamiteterne overskygger i antal de lykkelige tilfælde.
Der er andre måder, hvorved byen kan skabe vartegn og signalere dynamik inden for de eksisterende rammer.
Ikke alene gennem ny karakterfuld arkitektur, men også ved udvikling af det offentlige byrum - ved etablering af byhaver og grønne og blå kiler i nye sammenhænge.
Dette forudsætter, at kommune og også stat er indstillet på at investere. Noget, der desværre ikke er blevet lettere af, at stat og kommune i de senere år har solgt ud med rund hånd af potentielle arealer uden at have fremtidige almene behov for øje. Men det er en anden besynderligt upåagtet historie.
Økonomisk fremskridt er en velsignelse for byens udvikling, når bystyret agerer eftertænksomt. Modsat kan følgerne blive ligeså ulyksalige som i de fattige årtier, da København sled sig igennem skyggernes rige.

Koolhaas glad for Koolhaas
Jyllands-Posten 13 marts 2007, 1 . sektion side 9
Af Jesper Egevang, Cand. Polit. Talsmand For Bryghusgruppen Medinitiativtager Til Metropolzonen.dk

Københavns Kommune har hyret arkitekten Rem Koolhaas til byens Metropolzone-projekt. Det er en skandale!
Et centralt spørgsmål i Metropolzone-debatten er, hvad der skal ske med Bryghusgrunden. Realdania, der har købt grunden, vil bygge et stort erhvervsdomicil. Tusindvis af københavnere ønsker et åbent byrum ved vandet til rekreative og kulturelle formål.
Skandalen består i, at kommunen, angiveligt ved Realdanias mellemkomst, har hyret den samme arkitekt, som Realdania selv i forvejen betaler for et forslag til deres kontroversielle domicil på Bryghusgrunden, der udgør Metropolzonens nordøstlige hjørne.

Rituelle afvaskninger
»Gang på gang viser det sig, at de store projekter er besluttet bag nedrullede gardiner, og at den lovbestemte offentlige debat derfor får karakter af rituelle afvaskninger (. ) Byggeriet langs havnefronten i København er foregået i en uskøn blanding af studehandel, manipulation, griskhed og vennetjenester - i toppen af samfundet og reelt uden nogen form for demokratisk indsigt og styring. Kommunen lader sig styre af dem med pengene, eller også er der tale om forbrødring, hvor det er umuligt at få øje på interessemodsætninger imellem det offentlige og spekulanterne.«
Sådan skrev dansk byplanlægnings "grand old man" Arne Gaardmand i 2001. Er vi blevet bedre til at håndtere byens udvikling siden da?

Københavns moderne centrum skal hænge bedre sammen.
I Ritt Bjerregaard (S) og Klaus Bondams (R) optik betyder det, at højhuse og erhvervsdomiciler mases ned på byens bedste adresser og i de bedste frirum.
De har udskrevet en idékonkurrence, hvor fem tværfaglige teams skal fremlægge ideer til nye byrum og byggerier i Metropolzonen. De fem teams skal naturligvis arbejde uafhængigt, men kan de det i praksis?

Koolhaas i København
Borgmestrene har tidligt meldt ud, at de støtter de kommercielle investorers prestigeprojekter og kortslutter dermed en demokratisk planlægningsproces.
Som sin rådgiver har kommunen som sagt hyret Rem Koolhaas. Koolhaas kunne have været et spændende valg, hvis ikke netop Koolhaas også er Realdanias arkitekt på Bryghusgrunden.
Alle er enige om, at Bryghusgrunden trænger til et løft, men at det skulle bestå i et stort domicil i dette unikke kulturhistoriske 16-1700-talsmiljø er langt fra oplagt.
Henning Larsen frarådede i 1993 sit eget musikhus på Bryghusgrunden, fordi et stort byggeri ville kompromittere kvarterets enestående karakter. Musikhusets bebyggelsesprocent var 150, Realdanias domicil er 200.
Bryghusgrunden er sidste mulighed for at skabe et skønt og indbydende rekreativt byrum og kulturmiljø ved havnen og kanalen i harmoni med og respekt for kvarterets herlighedsværdier. Klaus Bondam har hidtil på det bestemteste afvist enhver tale om et unikt, åbent rekreativt byrum og kulturmiljø. Og Realdania? De er lige så kategoriske i deres afvisning af borgernes fremlagte visioner.

Uafhængige arkitekter
Man må derfor spørge: Hvor mange deltagere i idékonkurrencen har lyst til at fremlægge forslag, som strider mod Realdanias og Koolhaas' forslag til domicil på Bryghusgrunden? Ingen!
Man kan også spørge: Kan det tænkes, at Rem Koolhaas vil støtte forslag fra de fem teams, som ikke inkluderer hans forslag til byggeri? Aldrig!
Koolhaas ville personligt miste et stort tocifret millionbeløb fra Realdania. Det er fortsat uforståeligt, hvordan de to borgmestre kan vælge Realdanias arkitekt som overdommer for Metropolzonens udvikling, når han har stor økonomisk egeninteresse i zonen.
Ud over at have sikret sig Koolhaas som overdommer for Metropolzonens udvikling, har Realdania snart formået at få placeret byens stadsarkitekt og planchef i sin dommerkomité, der valgte Koolhaas til Realdania-domicilet på Bryghusgrunden.
Med en knibtangsmanøvre synes Realdania med borgmestrenes tilsyneladende billigelse at have sat sig tungt på Metropolzonens udvikling. Hvem der er inhabil, og hvem der blot er smart, må læseren selv vurdere.
At Koolhaas vil vælge Koolhaas, er oplagt. At Københavns Kommune har valgt Koolhaas, synes kun at være oplagt for investeringsforeningen Realdania.
Der hviler derfor et stort moralsk pres på de fem arkitektteams, der skal vise, at de ikke lader sig kue af alliancen mellem borgmestrene, Realdania og Koolhaas og er i stand til at være visionære og uafhængige på byens vegne. Det fortjener og forventer byen og dens borgere. Ikke mindst når det kommer til det helt enestående kulturhistoriske miljø på og omkring Bryghusgrunden.

Det kommer også an på højden
Jyllands-Posten 22 marts 2007, JP side 15

Af Ritt Bjerregaard (S), Overborgmester
Den moderne verden er kendetegnet af befolkningernes bevægelse fra land mod by. Overalt i verden søger mennesker mod byerne og dermed også mod København.

Den udvikling og vækst kræver plads til nye arbejdspladser og nye boliger, og når arealerne er begrænsede, så er det oplagt for de mennesker, der arbejder med byens udvikling, at tænke i højden - altså i højhuse. Skal København blive ved at udvikle sig som storby, hvor der er plads til de mennesker, der søger byens liv, så kommer det også an på højden.

Derfor har vi i Københavns Kommune lanceret et oplæg til en højhusstrategi, som er til bred debat, og hvor alle indlæg er velkomne og interessante. Otto Käszner retter den 17. marts her i avisen en kontant kritik af debatten om højhuse og projektet om Metropolzonen, der skal skabe sammenhæng i bykernen.
Vi forsøger med projektet at sætte fokus på, hvor i København højhuse kan være attraktivt arkitektonisk og byudviklingsmæssigt. Vi forsøger ikke at presse højhuse ind i den gamle bykerne eller at bygge, hvor det skæmmer den eksisterende arkitektur. Men vi vil med vilje ikke sætte faste grænser eller udråbe forbudte steder for højhusbyggeri forud for en debat, som vi gerne vil have så åben og fordomsfri som muligt.

Når det gælder valget af den respekterede hollandske arkitekt Rem Koolhaas som sparringspartner på projektet, så er valget faldet på ham, fordi han har erfaring fra andre storbyer. Han er nytænkende og ambitiøs. Koolhaas skal ikke, som Käszner antyder det, alene planlægge udviklingen af vores by, men være med til at få os til at se byen på nye måder og bruge det konstruktivt i vores debat om fremtidens storby. Det er ikke nogen dårlig idé at lade sig inspirere af udlændinge, der har en "ren tavle" i forhold til København. Det løfter tværtimod udsynet i andedammen en smule.
Skal København blive ved at udvikle sig som storby, hvor der er plads til de mennesker, der søger byens liv, så kommer det også an på højden.

Gå til top | Gå tilbage | Gå frem | Forside