For 15 år siden blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om bygning af et musikhus på Bryghusgrunden ved Frederiksholms Kanals udløb i Københavns Havn. Arkitekt Henning Larsen, der på det tidspunkt var på sit absolut højeste, vandt naturligvis konkurrencen. Under offentliggørelsen blev Henning Larsen overrakt førsteprisen. Henning Larsen kvitterede med en takketale.

Men! Henning Larsen er ikke alene en stor arkitekt, men også et stort menneske, som holder inderligt af København. Højdepunktet i takketalen var - naturligvis - en meget kraftig advarsel mod, at Henning Larsens eget vinderprojekt, som var enstemmigt valgt, skulle opføres. Årsagen var den enkle, at Bryghusgrunden var alt for lille til en bygning på 12.000 kvadratmeter og alt for voldsom i det sårbare historiske miljø.

Han var bange for, at en realisering af en bygning ville gentage skandalen fra 1930rne, da Christiansborgs bygmester, Thorvald Jørgensen, opførte en kæmpebygning til postvæsenet 50 meter fra Bryghusgrunden. Bygningen blev bygget midt blandt de fine okkergule 1700-talslænger, som strækker sig fra Vester Voldgade til Frederiksholms Kanal. Thorvald Jørgensens postgirobygning har i generationer været et hadeobjekt. Den store arkitekturteoretiker, arkitekt og professor Steen Eiler Rasmussen afsluttede som regel sine forelæsninger med ordene: »I øvrigt mener jeg, at postgiro-bygningen bør nedrives.«

Der var mange, der troede, at postgiroen skulle blive den sidste skandale i det følsomme og sårbare Frederiksholms Kanal miljø. Men nej! Efter at havnefronten fra Fisketorvet til Langebro er blevet plastret til med den ene i arkitektonisk henseende talentløse bygning efter den anden, har Realdania besluttet - hidtil med accept fra ledende politikere i Københavns Kommune - at sætte prikken over i'et på Bryghusgrunden. Og hvilket »i«!

Realdania kalder sig selv for en forening. Den er af nogle kendt som en alment velgørende fond, der kun vil alt det gode. Efterhånden er det gået op for flere og flere, at Realdania er en benhård pengepuger, tilsyneladende uden samvittighed.

Realdania har hyret den hollandske arkitekt Rem Koolhaas, der er kendt for alene at have spot tilovers for byers historiske særpræg. Kool-haas har udarbejdet et detaljeret skitseprojekt til det påtænkte byggeri på Bryghusgrunden med ikke færre end 17.200 etagekvadratmeter og en bebyggelsesprocent på 197. Hvis Rem Koolhaas personligt har besøgt det pragtfulde sted ved Frederiksholms Kanal, et kulturhistorisk miljø, der rummer så store potentialer for byen, kan det slås fast med syvtommersøm, at han ikke besidder blot en flig af Henning Larsens storsind og sans for byplanlægning og kulturværdier.

Rem Koolhaas' bygning er ikke ringe arkitektur. Den følger det bedste i den internationale trend. Men på Bryghusgrunden skal der ikke bygges et hus i den internationale trend. Der er godt 40.000 kvadratkilometer andre steder i Danmark, som måske kunne få glæde af Koolhaas' visioner, for eksempel Blåvandshuk, hvor hans byggeplads-arkitektur ville matche fint med de bevarede bunkers fra krigens tid. Med andre ord har Koolhaas ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Og måske har Realdania overvurderet egne evner ved at invitere en af verdens mest feterede og kontroversielle arkitekter til at bygge på et lille prominent friareal i Københavns kulturhistoriske centrum.

Koolhaas burde til den følsomme Bryghusgrund på kanten af middelalderbyen have udarbejdet flere alternativer og ikke blot have afleveret det forslag til container-arkitektur, som vi langt om længe er blevet forelagt. Han kunne også have sat sig ind i det forslag som Carlsbergs fantastisk dygtige direktør i 1950'erne og 60'erne fremlagde i 1973. A.V. Nielsen var ikke en hr. hvem-som-helst. Han lagde grunden til den storhed for Carlsberg, som rækker frem til i dag. Hans fremtræden var næsten anonym, men hans indflydelse enorm og altid uegennyttig.

Jeg lærte ham at kende i slutningen af 1970erne, hvor jeg redigerede et festskrift til Dronningens 40-årsdag i 1980. Han skaffede med et snuptag et anseligt beløb til projektet på den faste betingelse, at han som giver forblev anonym. Hans skjulte virke var til meget stor gavn for København og Danmark, aldrig ham selv. Han tilbyder i 1973 på vegne af Carlsberg at købe Bryghusgrunden og skabe et rekreativt miljø ved kanalen og havnen, men på den betingelse, at postgiro-bygningen rives ned. Til hans meget store sorg blev projektet pure afvist eller ignoreret. Nu 35 år efter burde der sættes en mindeplade op ved Bryghusgrunden til erindring om A.V. Nielsen, en af Danmarks store sønner.

Journalist Rasmus A.F. Quistgaard skriver i Weekendavisen (den 25. juli) et tankevækkende forsvar for Realdania og Koolhaas' projekt. Hvordan Quistgaards kommentar er nået frem til spalterne i Weekendavisens kultursektion er en gåde taget i betragtning, at han er tilknyttet det Realdania -kontrollerede Dansk Arkitektur Center. Hans artikel fremstår som et bestillingsarbejde for Realdania og er lige så svulstig som Realdanias normale forherligelse af sig selv og deres egne ideer.

Quistgaard skriver blandt andet, at Realdanias bygning »provokerer ikke blot til møder i omgivelserne, men lader også sine funktioner mødes via arkitekturen. De forskellige funktionelle afsnit er 'krøllet' om hinanden inde i bygningen og forbundet via glas på overraskende steder, så at private rum, arbejdsrum og offentlige rum ikke vil være ganske adskilt.«

Det er blot et af mange eksempler, der vidner om en fundamental mangel på indsigt i byplanlægning, historie, arkitektur med mere. Kort og godt er hans artikel om Bryghusgrunden nogle underdanige skriblerier til Realdanias øre. Er der nogen, der siger prostitution? (Heldigvis lægger min gode weekendavis sjældent plads til sligt).

Rasmus A.F. Quistgaard er en af de første, der er trådt frem i medierne til forsvar for Realdania . Hvorfor har ingen betydende danske arkitekter eller byplanlæggere ytret sig i denne for København så vitale sag? Tør de ikke? Er de bange for at miste ordre? Eller er de nervøse for - og sikkert med god grund - at miste nuværende eller muligheden for fremtidige bidrag fra Realdania ?

Jeg kan ikke slutte denne artikel uden at nævne Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam, som hidtil har været imødekommende over for Realdanias planer for Bryghusgrundens fremtid. Det ville være fristende at foreslå de to borgmestre at skrotte Koolhaas' projekt, finde A.V. Nielsens forslag fra 1973 i arkiverne og realisere det. Derved ville de borgmestre skrive sig ind i Københavns historie med ganske store bogstaver i stedet for for altid at blive husket som dem, der endegyldigt lukkede byen mod havnen med et eklatant fejldisponeret byggeprojekt og ødelagde byens kulturhistoriske centrum. Men en sådan lykke, kan man næppe forestille sig?

Men: Kære Ritt og Klaus. Trefjerdedele af jeres første valgperiode er nu gået, og det må være have været en barsk tid for jer. Kritikken af jer fra presse og tv har ofte været massiv. I har dog også selv været skyld i mange af øretæverne. Jeres format består i at tackle en sag som Bryghusgrundens fremtid, så byen ikke tilføjes et ulægeligt sår.

Ganske vist er lokalplanforslaget for området ikke offentliggjort endnu og jeg kender ikke Borgerrepræsentationens stillingtagen. Men jeg frygter det værste, for eksempel at Koolhaas' forslag godkendes blot med krav om lidt flere træer. Men det må ikke ske. I kan ikke se jer selv i spejlet med god samvittighed, hvis I accepterer hollænderens og Realdanias egennyttige kolos af et hus på den lille grund i det sårbare miljø.

Rasmus Quistgaard skriver i den føromtalte artikel, at København skal gå planken ud og realisere Realdanias bryghusprojekt. Jeg vil foreslå, at Quistgaard med Realdanias Koolhaas-projekt under armen selv går planken ud.

Robert Egevang er pensioneret museumsinspektør ved Nationalmuseets bygningsbevaringskontor, forfatter til snesevis af bøger om blandt andet bybevaring og bevaringsplaner, konsulent for boligministeriets kommitterede i byplansager og tillige medlem af Dansk Byplanlaboratoriums repræsentantskab og Det særlige Bygningssyn.